Skip to main content
“Det arbejde vi laver og den undervisning, vi giver de unge, gør en kæmpe forskel!

Det er dygtige og stærke drivkræfter, der står bag vores partnerorganisation i Sydafrika, og vi er taknemmelige for at arbejde sammen med så engagerede mennesker.

To af dem er Kyle Vernon Hendricks og Carin Bosman. De er begge ung-til-yngre undervisere og positive rollemodeller for de unge, som vi arbejder med i Sydafrika.

Kyle er energisk, inspirerende og nem at snakke med, og man forstår med det samme, hvorfor han er så populær som underviser. Han er kun 21 år og født og opvokset i den lille by Grabouw, som ligger i Sydafrikas vestlige provins.

Allerede før han startede som underviser for ”Designers without Borders South Africa”, (DWB SA), ønskede han at hjælpe og gøre en forskel for andre.
For nogle år tilbage startede han derfor ”The Woke Initiative”, med håbet om at øge bevidstheden omkring mental sundhed. Han vil gerne bekæmpe det stigma, der er forbundet med f.eks. at have en depression, noget han selv har oplevet.

Han mener, at det er særligt vigtigt at se på, hvordan mennesker med depression både isolerer sig, men også isoleres af samfundet. Det skyldes blandt andet måden det portrætteres på i offentligheden og medierne i Sydafrika. Og særligt unge kæmper med den stigmatisering. 

Kyle har nu altid vidst, at han gerne vil gøre noget for unge og arbejde med civilsamfundsudvikling.
Han har altid drømt om at undervise, eller arbejde med projektudvikling og ledelse. De erfaringer han fik ved at starte ”The Woke Initiative” gav ham selvtillid og endnu mere blod på tanden til at forfølge de drømme. Så da Alfra, med-stifter af DWB SA, spurgte, om han ville starte sin træning som ung-til-yngre underviser for vores partner organisation, sagde han ja.
Siden da, er det gået stærkt, og han har fået en vigtig rolle i organisationen og for arbejdet med de unge.

Det er også hans egne erfaringer og opvækst, der hjælper ham til at forstå de problemer, de unge kæmper med.
Han kender ungdomskulturen i Grabouw, og kan nemt relatere sig til de unge i programmet. Det har også givet ham mulighed for at være med til at udvikle og bestemme retningen for arbejdet med de unge.

”Der er masser af guidelines og teorier, som man kan bruge, hvis man gerne vil arbejde med unge og civilsamfundsudvikling. Men for mig, er det vigtigt at se og forstå, hvad der rent faktisk sker omkring mig, i min dagligdag, i mit lokalsamfund og i Sydafrika.”

I sit arbejde for DWB SA har han oplevet mange unge, som ønsker forandring, men som ikke har de rigtige værktøjer eller den nødvendige støtte til at ændre på deres fremtid. Han vil gerne hjælpe disse unge til at finde deres egen stemme og inspirere dem til at kæmpe selv.

”Vi vil gerne ændre på narrativet om den unge kvinde fra det landlige og isolerede Sydafrika. Der er også forskel på at se og høre om fattigdom og svære livsvilkår, og så rent faktisk leve det liv. De unge skal styrkes og selv have muligheden for at ændre på den historie, der fortælles om dem”. 

Kyle håber, at programmet netop skaber en platform og et sted, hvor de lokale unge føler sig forstået og støttet. Og at det giver dem mulighed for og modet til at diskutere vigtige problemer og tabuer.

”Det gør mig helt vildt glad, at jeg kan være med til at påvirke nogle ting, og at jeg får tildelt ansvar i organisationen. Fordi jeg kan se, at det arbejde vi laver og den undervisning vi giver de unge, gør en kæmpe forskel. Og noget af det bedste ved programmet, er at jeg møder andre unge, som også gerne vil være med til at ændre tingene herude til det bedre. Det gør mig motiveret til at fortsætte mit arbejde for DWB SA”.

Carin, er også 21 år og fra Grabouw. Hun begyndte at arbejde for DWB SA i august 2020, men har hurtigt fundet sig til rette i organisationen. Hun havde netop færdiggjort sine studier i Business and Management, da hun hørte om DWB SA.

Tanken om at involvere sig i civilsamfundsarbejde og blive socialarbejder, har altid ligget i hendes baghovede. Så da muligheden for at arbejde som underviser for DWB SA kom op, behøvede hun ikke at tænke to gange. 

”Der er så meget uretfærdighed i verden, særligt for de unge, som vokser op i et landligt område som vores. Jeg følte, at der var nogen, der skulle gøre noget ved det. Og jeg ville gerne, at den ’nogen’ blev mig.”

Til at starte med, vidste hun dog ikke, hvordan hun skulle bruge sin virksomhedsuddannelse i organisationen. Men nu kan hun se, at hendes evne til at lede og føre ideer fra tanke til handling, hjælper rigtig meget under undervisningen af de unge.

Det har givet hende selvtillid til at fortsætte og hun er spændt på at blive en del af noget, hvor unge styrkes til selv at skabe forandring. Hun siger, at det føles som om skæbnen har ledt hende på denne uventede rejse, noget hun er meget taknemmelig for.

Hun er derfor kun blevet bekræftet i, at hun gerne vil arbejde med børn og unge, som vokser op under meget hårde vilkår.
Og hun er virkelig inspireret og stolt af, hvor stærke de unge i programmet er.

“De har allesammen forskellige planer og grunde til at deltage i programmet. Men de har til fælles, at de alle sammen har lysten og passionen til at deltage. Samtidig har de vidt forskellige tilgange og personligheder. Nogle vil gerne påvirke andre og blive aktivister og fortalere. Andre skriver digte for at reflektere over deres liv, samfund og følelser.

Når du ser en ung person, der har det hårdt eller kommer fra et ødelagt hjem, så kan du ikke føle andet end empati. Men jeg tror også, at det tit er netop de børn og unge, der har kæmpet mest, som ender med at stråle stærkest. Det smelter mit hjerte, når jeg ser det, og som underviser vil man bare derud og hjælpe, styrke og støtte dem!”

Kyle og Carin er begge ung-til-yngre undervisere for de unge i programmet “Sydafrikanske Forandringsagenter”, som er støttet af CISU (Civilsamfund i Udvikling), og som du kan læse mere om her.